American Apple Pie

Efteråret rusker derude i de nøgne trætoppe og bare synet af det får en til at gyse. Men for en lille stund var efterårskulden glemt, da gode venner kom på besøg og der blev hygget omkring det lille sofabord med hjemmelavet Apple Pie og bezzerwizzer.

Denne opskrift har jeg fra et mad magasin jeg købte engang jeg var i USA. I snart 10 år er denne pie opskrift blevet forfinet til det den er i dag. Jeg har aldrig brudt mig om den bund magasinet foreslog og har i gennem årene forsøgt mig med mange forskellige. Nu føler jeg dog, at jeg har fundet den perfekte piedej der fuldender den perfekte American Apple Pie.
Tærtedejen / Pâte brisée
VIGTIG: alle ingredienserne SKAL være køleskabskolde.
325 g mel
1 tsk salt
1 spsk sukker
225 g lurpak smør
60-120 ml isvand

Æble fyld
6 store æbler
2 spsk frisk citron saft
150 g brun farin
3 spsk mel
1/2 tsk kanel
1/4 tsk salt
3 spsk Cointreau, (eller portvin eller hvad du har)
30 g kold lurpak smør

Topping
1 æggeblomme
1 spsk fløde
Perlesukker eller alm sukker

Fremgangsmåde
Dejen:
VIGTIG: alle ingredienserne SKAL være køleskabs kolde og dejen skal holdes så kold som muligt under hele forløbet.
Kom mel, sukker og salt i en skål og bland det godt. Skær smørret i små stykker kom det hele i køleskabet minimum i en time før du laver dejen og gerne dagen før.

Når alt er kold, kom da smørret i melet og ælt til du har en sandet konsistens, dog må der gerne være store smør klumper. Det kan du enten gøre ved hånd kraft eller i en food processer. Tilsæt 60 ml isvand og ælt indtil dejen kun lige holder sammen. Er dejen for tør, tilsæt da de sidste 60 ml vand én tsk ad gangen. Saml dejen ved håndkraft, del den i 2 portioner og kom det i køleskab i minimum 1 time og gerne til dagen efter.
Udrul den ene portion dej i 4-5 mm tykkelse og kom det i en smurt tærtefad på 20-25cm Ø. Kom tærtefadet i køleskab indtil æblefyldet er klar.

Udrul den anden portion dej i samme tykkelse og udstik en masse blade. Jeg syntes dog mine blade var for små (2 cm) så vil anbefale, at din blad udstikker er mindst 5 cm. Kom dem på køl indtil de skal anvendes.

Sådan sætter du bladene på: Vend alle bladene med bagsiden opad og pensel dem med vand. Kom bladene på kanten af fadet og lad dem overlappe hinanden. Start med den yderste kant og arbejd dig indad til der kun er et lille hul tilbage i midten. Køl tærten inden den bages.
Æble fyld:
Skræl æblerne, befri dem for kernehus og skær dem i tynde skiver. Kom dem i en skål og vend dem i citron saften og cointreauen. I en anden skål blandes brunfarin, mel, kanel og salt. Vend nu æblerne i brunfarin blandingen. Kom æblerne i formen med dejen og fordel små smør klatter ud over æblerne.
Kom topdejen på og stil tærten på køl i ca en halv time inden du bager den.
Topping:
Pisk æggeblomme og fløde let og pensel toppen og drys med sukker. Du kan også vælge kun at bruge enten fløde eller æggeblomme, syntes dog de giver det bedste resultat når de er sammen.

Bag den kolde tærte ved 220˚c i 30 min. Reducer herefter varmen til 180˚c og bag tærten yderligere i 35 min.

Server den lune Apple Pie med crème friche eller hjemmelavet vaniljeis.
Christina

Dette indlæg blev udgivet i Tærter / Pie og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Har du en kommentar? Så skriv den her!