I weekenden bagte børnene og jeg disse utrolige lækre og sprøde småkager med guldkorn. Denne opskrift stammer fra min egen barndom, hvor vi ofte bagte dem i julen.
Vi var faktisk ret produktive med julebagningen i weekenden, da det både blev til en portion af de lækreste havregrynskugler, disse guldkorn småkager, ingefær & honning “udstik” kager og min første portion hjemmelavede æbleskiver.
Vi nåede dog aldrig at pynte figurkagerne med glasur, så det må vi forsøge at nå næste weekend. Heldigvis er der stadig to weekender inden jul, hvor vi rigtig kan lave lækre sager i køkkenet.Børn i alle aldre kan være med til at bage disse småkager.
Det kan være en god ide at afveje alle ingredienserne i separate skåle, så undgår eventuelle problemer hvis en lille ivrig medhjælper skulle blive for rundhåndet med melet, sukkeret eller bagepulveret. Det er især en god ide at lade de små hjælpere slå æggene ud i en seperat skål 😉
Jeg er meget imponeret over min søn, der meget koncenteret kom småkage dej på bagepapiret. Jeg hjalp med de to første, og så klarede han resten uden problemer mens jeg lige skulle hjælpe min datter med noget andet.
Herunder kan du finde opskriften på de lækreste og sprødeste småkager med guldkorn.
- Guldkorns Småkager
- 115 g ægte smør – stuetemperatur
- 150 g sukker
- 1 stk æg
- 100g mel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- et nip salt
- 75 g guldkorn
- Pisk den bløde smør og sukker til det er hvidt og luftigt, det tager gerne 5 minutter.
- Tilsæt ægget og pisk det ind i sukker massen.
- Bland mel, bagepulver, vanilje og salt og rør det sammen med smør/kukker blandingen til du har en ensartet dej.
- Vend guldkornene i dejen.
- Kom små dej dutter på en bageplade med bagepapir. Her kan du anvende to teskeer.
- Kom ca 12 stk på en bageplade ad gangen og ikke flere, da de flyder meget ud.
- Bag dem ved 200°C i ca. 6 minutter. Altafhængig af hvor kraftig din oven varmer, hvor store dej klatter du laver og hvor mørke du foretrækker småkagerne.
- Lad småkagerne køle på en bagerist inden de pakkes i en kagedåse.
Christina
Husk, at se HER for alle mine juleopskrifter.